Visninger:

Vedligeholdelse er en vigtig del af det at eje en brændeovn. En ovn, der vedligeholdes, vil ikke kun fungere bedre og se pænere ud – den vil også have en længere levetid.

Du bør derfor løbende rengøre og vedligeholde brændeovnsglasset (både indvendigt og udvendigt), askeskuffen, brændkammeret, luftspjæld, pakninger ved lågen, pakninger ved glasset samt feje skorstenen. Det kan ligeledes være nødvendigt at genopfriske malingen, hvis der opstår ridser eller rustpletter i lakken. Tjek også gerne, at metalrøglederpladen sidder korrekt

Hvis din ovn er beklædt med beton, vil beklædningen over tid tage imod snavs og få et patineret look. Støv fjernes bedst med en blød børste på en støvsuger. Noget kan fjernes med en blød, let fugtig klud, andet kræver et mildt rengøringsmiddel. Undgå dog at bruge kalkopløsende midler, idet stenene indeholder kalk. Er misfarvningen trængt ind i betonen ved f.eks. røgpåvirkning, kan det ikke fjernes. En meget let slibning med fint sandpapir kan fjerne genstridige overfladepletter. Vi anbefaler, at du går gradvist frem og først prøver med en støvsuger, dernæst en blød, let fugtig klud og hvis det ikke hjælper, så brug et mildt rengøringsmiddel uden kalkopløsende midler i.

Hvis din ovn er beklædt med keramik, fjernes støv med en støvsuger med et lille mundstykke med bløde børster eller med en tør, blød klud. Brug ikke sprit eller andre opløsningsmidler, da dette vil fjerne malingen. Brug aldrig en fugtig klud, da dette vil få støv og skidt til at trænge ind i stenene, som herefter kan komme til at fremstå krakeleret.  

Alt ovenstående kan udføres uden brug af specialværktøj og kan reducere driftsomkostningerne markant på længere sigt.

OBS: Al rengøring og vedligeholdelse skal udføres på en kold ovn.